Velkommen til HRK
Kontakt os
Presse
Frivilligpolitik
Mangfoldighed
Love og vedtægter
Bestyrelsen
Ansatte
Om os - Velkommen til HRK

Medmenneskelighed gennem frivillig indsats
Røde Kors Hovedstaden har eksisteret siden 1917 og er den største lokalafdeling under Dansk Røde Kors. Vi er over 2000 aktive frivillige, der hver især er engagerede i vores sociale aktiviteter. Røde Kors Hovedstaden dækker København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner.

Det bærende princip hos Hovedstadens Røde Kors er medmenneskelighed gennem frivillig indsats.
 
Den frivillige indsats er en generøs handling, som er med til at give livet ekstra værdi og mening for både den frivillige, som yder hjælpen og for brugeren, som modtager hjælpen.

Når nøden er størst, er hjælpen nærmest
Sådan lyder et ordsprog, som mange af os kender. Hos Hovedstadens Røde Kors gør vi ordene til handling. Og vi mener, at den nære hjælp ofte er den bedste hjælp. Vores fornemmeste opgave er derfor at styrke lokalsamfundet ved at skabe muligheder for, at mennesker kan hjælpe andre mennesker.
Ved at yde en lokal indsats kan vi være med til at gøre hverdagen en smule lysere for mennesker i nød – både lokalt men også globalt. Det gælder blandt andet de mange ældre, som har glæde af besøg fra deres besøgsven, det gælder de mange kursister på sprogskolerne, som får hjælp til deres lektier, og det gælder de mange, både her i landet og i verdens brændpunkter, som får glæde af overskuddet fra genbrugsbutikkerne.
 

De 7 principper
Røde Kors blev grundlagt på syv principper, der gælder for alle Røde Kors-arbejdere og frivillige i hele verden. Principperne er en del af fundamentet for Røde Kors-bevægelsen. De syv principper er:

Medmenneskelighed
Røde Kors, der opstod ud fra et ønske om at bringe upartisk hjælp til sårede på slagmarken, forsøger nationalt og internationalt at forhindre og lindre menneskelig lidelse, hvor den end måtte findes. Røde Kors' formål er at beskytte liv og helbred og at sikre respekt for mennesket, samt at fremme gensidig forståelse, venskab, samarbejde og varig fred mellem alle folkeslag.

Upartiskhed

Vi hjælper alle uanset nationalt, køn, tro, religiøst tilhørsforhold og politisk tilknytning.

Neutralitet

Vi tager aldrig parti, men hjælper alle uden at tage hensyn til skyld eller uskyld.

Uafhængighed
Ingen kan tvinge os til eller forhindre os i at hjælpe, der hvor vi mener, der er brug for det.

Frivillighed
Røde Kors er en frivillig hjælpeorganisation, der i sit arbejde ikke på nogen måde er tilskyndet af økonomisk fordel. I Danmark arbejder 18.000 mennesker for at hjælpe andre – uden at få løn.

Enhed

Der kan kun være et Røde Kors-selskab i hvert land. Selskabet skal være åbent for alle og skal kunne udføre sit humanitære arbejde i hele landet.

Almengyldighed

Alle Røde Kors-selskaber i verden er lige – med samme rettigheder og samme pligter til at hjælpe hinanden.